Stiftende generalforsamling 22.03.2022 - Referat

 

Mødedato:

22. marts 2022

Mødetidspunkt:

19.00

Mødested:

Nødebo Kro, Søværelset

Deltagere:

10 stemmeberettigede medlemmer

Afbud fra:

-

Emne

Stiftende generalforsamling i Nødebo Badminton

Mødereferat

1.    Velkomst og orientering om baggrund for mødet

Sven Andersen bød velkommen til den stiftende generalforsamling i Nødebo Badminton.

Sven orienterede om baggrunden for stiftelse af klubben ”Nødebo Badminton” og oplyste, at

Nødebo Idrætsforening (NIF), hvor badminton var en af de 4 selvstændige underafdelinger, er blevet nedlagt på en ekstraordinær generalforsamling den 2. marts 2022 med tilbagevirkende kraft fra 1. januar 2022.

Dette betyder, at såfremt de 4 underafdelinger, bl.a. badminton, skal køre videre som selvstændige foreninger med muligheder for lån af kommunale idrætslokaler m.v., skal der etableres selvstændige foreninger gennem afholdelse af en stiftende generalforsamling med vedtagelse af vedtægter og valg af bestyrelse for hver forening og efterfølgende godkendelse af Hillerød Kommune.

Den tidligere NIF-badminton bestyrelse har på den baggrund udarbejdet forslag til ”Vedtægt for Nødebo Badminton” samt dagsorden og indkaldelse til stiftende generalforsamling.

Sven oplyste, at han i denne situation på grund af alder har valgt ikke at opstille som formand, men gerne som menigt bestyrelsesmedlem.

2.    Valg af dirigent

Sven foreslog Lars Petersen som dirigent, hvilket blev tiltrådt.

Dirigenten konstaterede,  

at    der ikke er indkommet forslag til yderligere punkter på dagsordenen,

at    den foreliggende dagsorden kunne godkendes samt

at    den udpegede referent – Carsten Kjær Sørensen – kunne godkendes.

3.    Fremlæggelse, drøftelse og godkendelse af det udsendte forslag til ”Vedtægter for Nødebo Badminton”

Carsten gennemgik hovedpunkter i det udsendte vedtægtsforslag. Det blev bl.a. nævnt:

at    klubben har hjemsted i Nødebo og Hillerød Øst,

at    såvel aktive som passive medlemmer har stemmeret på generalforsamling samt mulighed for at blive valgt til bestyrelsen samt

at    vedtægterne er gældende med tilbagevirkende kraft fra den 01. januar 2022, jvfr. tidspunktet for nedlæggelsen af NIF.

Efterfølgende var der en kort drøftelse og opklarende spørgsmål i forhold til vedtægtsforslaget.

Efter denne drøftelse konstaterede Dirigenten, at de foreliggende forslag til ”Vedtægter for Nødebo Badminton” blev enstemmigt godkendt.

4.    Valg af formand, kasserer og øvrige bestyrelsesmedlemmer

Dirigenten oplyste, det vedtagne vedtægtsforslag indeholder bestemmelse om, at den kommende bestyrelse skal bestå af 5 medlemmer.

Dirigenten oplyste, at der I den udsendte dagsorden indstilles:

  • at Theis Holm vælges som formand for en 2-årig periode,
  • at Thomas Petersen vælges som kasserer for en 1-årig periode,
  • at Søren Herrstedt vælges som bestyrelsesmedlem for en 2-årig periode, samt
  • at Sven Andersen og Carsten Kjær Sørensen vælges som bestyrelsesmedlem begge for en 1-årig periode.

Dirigenten konstaterede, at den foreliggende indstilling blev enstemmigt godkendt.  

5.    Valg af revisor og revisorsuppleant

Dirigenten oplyste, at der i den udsendte dagsorden indstilles, at Bjarne Axelsen vælges som revisor og Torben Schack vælges som revisorsuppleant begge for en 2-årig periode.

Dirigenten konstaterede, at den foreliggende indstilling blev enstemmigt godkendt.  

6.    Orientering om budget, status og kontingent i sæson 2022/23

Kasserer Thomas Petersen orienterede om det allerede vedtagne budget for indeværende sæson og dermed også kontingenter for den kommende sæson samt om klubbens økonomiske status.

Kontingentet for den nye sæson føres tilbage til det tidligere niveau efter en midlertidig nedsættelse i indeværende sæson som følge af coronapandemien.

Klubbens økonomiske strategi – kontingent/driftsudgifter i forhold til klubbens samlede aktiver - vil blive taget op til drøftelse på næste års generalforsamling med baggrund i, at klubben nu er frigjort fra en samlet idrætsforening i Nødebo.

Efterfølgende var der en kort drøftelse og opklarende spørgsmål i forhold til orienteringen.

Efter denne drøftelse konstaterede dirigenten, at orienteringen blev taget til efterretning.  

7.    Orientering om kommende aktiviteter i klubben

Søren Herrstedt og Theis Holm orienterede om følgende aktiviteter i klubben: Klubmesterskaber i Hillerød Badmintonhal den 24. april med efterfølgende spisning, ny spillesæson efter sommerferien med forhåbentligt samme træningstider som i indeværende sæson og Nytårskalas i januar 2023. Oplyste også, at hvis der en gruppe medlemmer, der gerne vil danne et turneringshold, så er der muligheder for dette. I øvrigt ser bestyrelsen gerne, at der kommer forslag fra medlemmerne om nye aktiviteter i klubben.

Der blev på mødet rejst et ønske om at genoptage de træningsaktiviteter, der tidligere har været, og der kom et forslag om at få en ketcherspecialist ud i klubben for at give viden om ketchervalg.

Dirigenten konstaterede, at den nyvalgte bestyrelse forudsættes at arbejde videre med de fremkomne forslag.

8.    Eventuelt

Der var intet under eventuelt.

 

----------o0o----------

 

Lars Petersen

Dirigent

 

Carsten Kjær Sørensen

Referent

Send os en mail på info@nødebobadminton.dk

  • banner 02
  • banner 01